Spillerne køber fællesskabsbilletter for bødekassen

Fanafdelingen kommer på en hård opgave med at få uddelt alle fællesskabsbilletterne, for nu har Brøndbys førstehold nemlig besluttet sig for at tømme bødekassen og bruge pengene på, at så mange som muligt får mulighed for at komme på Brøndby Stadion.

FOTO: Teis Markfoged

Fællesskabsbilletterne startede som Brøndbys udgave af at sælge spøgelsesbilletter under Corona-krisen, hvor billetterne kommer udsatte grupper til gode, når det igen er muligt at tage til fodbold. Og ligesom med salget af Aldrig Alene-trøjen viste fællesskabet i Brøndby sig at stå sammen. Over de seneste uger er der nemlig købt så mange fællesskabsbilletter, at det formentlig bliver svært kun at få dem afsat til udsatte grupper. Og nu spæder også førsteholdets spillere til.

– Vi har som alle andre et ansvar for at hjælpe hinanden, der hvor det er muligt, og hele truppen er imponerede over at opleve den enorme støtte, som fællesskabet i Brøndby viser. At så mange mennesker er villige til at bidrage til den vanskelige situation, som klubben står i, er uhørt og viser hele spillertruppen, at ordet fællesskabet ikke er en gammel slidt kliché, når det associeres med Brøndby, fortæller viceanfører Kevin Mensah.

– Derfor har vi i spillertruppen overvejet, hvordan vi bedst muligt kunne udtrykke vores taknemmelighed i en tid, hvor vi ikke kan vise os frem for klubbens fans på fodboldbanen. Ved at donere bødekassen til en stor del af de personer, som hjælper klubben, kan vi forhåbentlig skabe lidt glæde i en usikker tid, hvor udsatte familier på Vestegnen kan se frem til at, vi inviterer dem til fodboldkamp på Brøndby Stadion igen. Vi håber i spillertruppen, at denne lille gestus kan være med til at hjælpe udsatte familier i området, til at se lidt positivt på fremtiden og ikke mindst glæde sig til at komme til fodbold på Brøndby Stadion, når det igen tillades, siger han.

I Fanafdelingen er der taknemmelighed over håndsrækningen, samtidig med at arbejdet allerede nu går i gang for at finde ud af, hvordan de mange billetter skal afsættes.

– Det er fedt, at spillerne rækker ud til os på denne måde, og de viser opbakning til Brøndby IF, moderklubben og lokalområdet. Nu ser det endelig ud til at lysne for fodbolden, men Corona-krisen trækker lange skygger overalt, og derfor er det fortsat vigtigt at huske samfundet omkring os, siger formand i Fanafdelingen, Lasse Bauer.

– Vi ser frem til at invitere rigtigt mange med på stadion, når myndighederne tillader det, og vi vil nu så småt igangsætte arbejdet med at få klarlagt, hvor billetterne skal havne. Det bliver – heldigvis – ikke en helt simpel opgave, siger han.

En fællesskabsbillet koster 100 kroner og kan købes her.